LAG-Småøerne vil gerne motivere flere småøer og deres erhvervsdrivende til at udnytte de forretningsmæssige muligheder, der ligger i at samarbejde og sparre med andre virksomheder. Det vil vi gerne, fordi vi kan se, at en fællesnævner for størsteparten af de succesfulde virksomheder og iværksættere på småøerne er, at de tænker i virksomheds- og produktudvikling gennem samarbejder og netværk med andre erhvervsdrivende på øen eller på fastlandet.
Formålet med Småøernes Erhvervsseminar 2026 er at skabe et rum for sparring og samarbejde, hvor netværksdeltagernes erfaringer, viden og løsninger på fælles udfordringer bliver delt og skaber forretningsmæssig værdi for andre i netværket.
Tidspunkt: Den 6. – 7. oktober 2026 (program starter kl.11 og slutter kl. 13 dagen efter)
Sted: HUSET Middelfart, Hindsgavl Allé 2, 5500 Middelfart
På Småøernes Erhvervsseminar 2026 sætter vi bl.a. fokus på de udfordringer og muligheder, der opstår, når små ø-virksomheder vil tage næste skridt.
Hvordan går man fra hobby, deltidsforretning eller lokalt sommersalg til en stærkere virksomhed med flere kunder, nye salgskanaler og måske et marked i hele Danmark? Hvad gør man, når væksten møder færgetider, fragtpriser, emballagekrav, sæsonudsving, arbejdskraftmangel og behovet for større produktion?
Seminaret tager udgangspunkt i de særlige vilkår, som erhvervsdrivende på småøerne arbejder under — uanset om man driver spisested, overnatning, oplevelsesvirksomhed, fødevareproduktion eller anden lokal forretning. Vi skal møde spændende cases fra småøerne og sammen dele ud af erfaringer, udfordringer og løsninger på hvordan ø-virksomheder kan vokse klogt uden at miste kvaliteten, fortællingen, den lokale forankring – og glæden ved at drive erhverv på en ø.
De valgte oplæg og cases vil i overvejende grad have en vinkel ind i turisme og fødevareproduktion, da størsteparten af vores virksomheder på småøerne har berøring med netop disse brancher.
Programmet: Er endnu ikke klar, men bliver tilgængeligt her i løbet af sensommeren.
Hvem kan deltage?
Alle erhvervsdrivende på småøerne. Programmet er dog målrettet erhvervsaktører, foreninger eller selvejende institutioner som arbejder inden for turisme og/eller fødevareproduktion.
Pris:
Der er en egenbetaling på 500 kr. pr. deltager. De øvrige udgifter afholder LAG Småøerne.
Tilmelding og betaling
Tilmeldingsfristen er den 21. september 2026. Tilmelding og betaling foregår via Nemtilmeld: lagsmaaoerne.nemtilmeld.dk
Vil du have mere at vide?
Hvis du har nogle spørgsmål omkring erhvervsarrangementet, så er du meget velkommen til at kontakte LAG-koordinator Anja Bech Knudsen på tlf. 20309917 eller mail: ak@lag-smaaoerne.dk
Seneste kommentarer